1930-06-19 Dikt av Emil Lauritz Mengshoel (1866-1945)

Publisert i Minneapolis Tiende

Under Poppeltræet

I Haven staar et Poppeltræ
Dets Top man langveis nu kan se.
Dog engang som en liden Vaand
bar hun det hjem i ene Haand.

Hun planted' Poplen, jeg en Lind.
Mens hendes lever, døde min.
Nu Poplens stolte Krone naar
i Luften høi're Aar for Aar.

Saa mangen Sommerkveld vi stod
i stille Undren ved dets Fod,
mens svaiende i Aftenvind
dens Top tog Solens sidste Skin.

Vi sa: "Den ænser ikke os;
men som i majestætisk Trods
den stræver med hver Gren, hvert Blad
stolt op mod Høidens Straalebad."

Hvor mindes jeg hin Aftenstund,
da sidst vi stod der, jeg og hun! - -
med stille Smil hun vendte sig:
"Hvergang du ser den, tænk paa mig."

Nys glitred Solfalds gyldne Pragt
i Poplens lysegrønne Dragt.
Ved Stammen stod jeg taus og saa
med Vemod ud i Kveldens Blaa.

I Mindet glider sagte frem
hin Vaardag, da hun bar den hjem....
Og nu alene staar jeg her.
Hun som den planted' er ei mer.

E. L. Mengshoel